Hvem er jeg
Jeg er autoriseret psykolog, specialist og supervisor.
Min mangeårige erfaring fra psykiatrien har givet mig et solidt grundlag for at tilbyde samtalebehandling i min egen klinik i Middelfart specielt i forhold til depression, angst, stress, belastninger i arbejdslivet og /eller privatlivet samt personlighedsforstyrrelse.
I samtalebehandlingen hos mig vil der være fokus på de handlinger, følelser, tanker, behov og værdier du har og som beskriver dig som menneske. Kort sagt din personlighed, som ofte har stor indflydelse på de symptomer du mærker i form af angst, depression, stress og lignende.
Personlighed
Vores personlighed eller identitet som menneske kan rumme både positive og negative elementer afhængig af hvor markante de enkelte træk er, og i hvilke situationer i livet vi står i. Eksempelvis kan perfektionisme og opmærksomhed på andres behov være hensigtsmæssige i de rette doser, men invaliderende når de bliver ekstreme og svære at afvige fra. Endvidere kan tilbageholdenhed og en vis portion generthed være fornuftigt i visse sociale sammenhænge, men i en arbejdssituation eksempelvis kan det give dig problemer med at opnå det du gerne vil.
Relationer
Et andet af mine interesseområder, som jeg kan hjælpe dig/jer med, er vores evne til at kunne være i en velfungerende og ligeværdig nær relation til en partner. Vores velbefindende som mennesker er nemlig som oftest tæt forbundet med at vi trives både i arbejdslivet og i kærlighedslivet. At have en veludviklet evne til at forstå egne og andres følelser, behov og grænser er afgørende kompetencer i nære relationer. Det kan eksempelvis være svært at turde blotte sig følelsesmæssigt, specielt tristhed og vrede kan være svære at håndtere. Men at komme til at mestre dette kan give dig en følelsesmæssig dybde, der kan åbne op for mere nærvær og autenticitet i dine nære relationer.
Har du lyst til at vide mere om min uddannelsesmæssige baggrund og arbejdsmæssige erfaringer kan du kigge på min profil på LinkedIn eller her på min hjemmeside.
Mine børn lavede for mange år siden dette lille kunstværk med ansigter malet på små sten. Jeg synes, at det på fineste vis udtrykker den kompleksitet af følelser vi mennesker har. Derfor har den fået en synlig plads i min klinik.
Vores følelser er betydningsfulde og en rettesnor for, hvad der har værdi i vores liv. At kunne genkende, rumme og udtrykke alle følelser er afgørende for vores velbefindende. Hvis du ikke har haft mulighed for at lære det i din opvækst, kan det være en umulig opgave at finde rundt i som voksen.
Jeg kan hjælpe dig på vej i denne proces.